Vi undersøger en ny måde at bo på: en landsby i et væksthus

12. Mar 2026

Lige nu arbejder vi på et skitseprojekt sammen med **BIG. Bjarke Ingels Group** og **JDH Byg**, hvor vi undersøger en boligform, der adskiller sig fra de fleste traditionelle bofællesskaber. Arbejdstitlen er **LIV – Landsbyen i Væksthuset.** ### **Vær med fra begyndelsen** LIV er stadig i en tidlig fase – og derfor inviterer vi alle nysgerrige til at bidrage med deres tanker. 👉 Kom med feedback i vores korte **spørgeskema** **(7 minutter)** og vær med til at give de første input:

Vimeo video preview image

# **En landsby i et stort fælles orangeri** LIV er en helt ny måde at bo på. Her bor vi i et moderne landsbyfællesskab bygget i et 8 m højt, fælles orangeri med masser af lys og fyldt med grønne planter.  Orangeriet fungerer som en ydre klimaskærm, hvor indeklimaet styres med naturlig ventilation og kontinuerlig luftcirkulation. Det skaber et sydlandsk mikroklima som omgiver boligen. Her begynder foråret allerede i slutningen af februar og sensommeren strækker sig helt til november. Indeklimaet styres af naturlig ventilation så temperaturen i orangeriet aldrig bliver højere end udetemperaturen og overophedning derfor helt kan undgås. 

# **Mere plads og fleksible uderum** Fordi væksthuset fungerer som klimaskærm, får du en række ekstra kvadratmetre lige udenfor din egen hoveddør. **Boligerne vil være ca. 110 m² med yderligere ca. 45 m² uderum. Hver bolig er opført i tre plan med tilhørende uderum på forskellige niveauer.** **I stueetagen er der direkte udgang til en terrasse udenfor væksthuset samt en "forstue" i vindfanget mellem glasset og huset. På 1. sal er der altan, og øverst har boligen en stor tagterrasse.** I de ekstra uderum er der plads til at sætte et udendørskøkken, plantekasser, slagbænk eller opholdsrum. Det kan også bruges som værksted, et sted hvor man kan reparere cyklen, male reolen, eller sætte din store væv op. Her kan du også lave en garderobe til overtøjet, skoene og skoletaskerne, så de ikke roder inde i boligen. Det er fantasien, der sætter grænserne. Den øverste etage på hver bolig har privat tagterrasse, hvor man under glastaget kan nyde de stille nætter under stjernerne. Det er også her børnene kan overnatte når de har venner på besøg. Eller man kan placere romaskinen og indrette sit eget fitnessrum. Mulighederne er ubegrænsede. LIV er en helt ny og unik måde at bygge og bo på. Boligerne behøver ikke traditionel isolering, så vi kan opføre husene i massivt træ og udelukkende i biogene materialer. Det giver et fantastisk indeklima hvor facaderne er ”åndbare” modsat mange moderne boliger som er helt lufttætte og opleves som om man bor i en plasticpose. En af de vigtigste byggesten hos Almenr, er den borgerdrevne udvikling af bofællesskaber. Vi udvikler rammer, der formes sammen med dem, der ønsker at bo der. Og nu efterspørger vi dine drømme og tanker: - **Hvad tænker du om at bo i et væksthus?** - **Hvor meget skal være delt – og hvor meget privat?** - **Hvordan vil et fællesskab fungere i et fælles væksthus?** - **Hvordan skal de individuelle boliger indrettes? ** - **Hvad skal de fælles pladser kunne for at skabe et dynamisk fælles liv?** Vi inviterer alle nysgerrige til at bidrage med deres tanker om LIV. 👉 **Besvar det korte spørgeskema (tager 7 minutter) på knappen nedenfor:**

_Projektet er støttet af Miljøstyrelsens Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) og Realdania._

🌱 Følg med i Almenr – og i bevægelsen for det gode liv
Tilmeld dig Almenrs nyhedsbrev og bliv en del af vores fællesskab på 30.000 medlemmer.* Samtidig får du en gratis profil på vores platform, hvor du kan møde ligesindede.
*Når du er med i Almenr, er du samtidig en del af en bevægelse.
Vi bygger landsbyer og fællesskaber, hvor mennesker skaber mere – sammen.  

hej@almenr.dk
Bispevej 4a
DK-2400 København
CVR: 39174480